June 2006


I flere måneder, havde jeg set frem til denne weekend. Mange timer var brugt ved fluestikket, for at få bundet lige netop de fluer, der skulle få de store blåmænd i tale. Grejet var blevet efterset, smurt og prøvekørt et utal af gange. Så da det endelig blev fredag, var jeg helt klar. Turen skulle igen gå til Holme Å.

Ved 14 tiden, fredag, blev jeg hentet af Benny. Vi skulle mødes med Ole og hans knægt, Bjørn, ved Ejer Baunehøj rastepladsen. Da klokken nærmede sig 16.30, ankom vi i samlet flok til Brugsen i Starup, hvor vi købte dagkort til næste dags fiskeri. Herefter kørte vi de sidste 6-7 kilometer til Hovborg Camping, hvor vi på forhånd havde booket en hytte. Efter en kølig pilsner, blev sagerne pakket ud, grejet monteret og næsen vendt mod fiskevandet.

Hovborg Camping har fiskeretten til ca. 3 kilometer af Holme Å, en lille kilometer nedstrøms campingpladsen. vi besluttede at bruge resten af dagen på dette stræk. Efter en lille halv times vandretur, kunne fiskeriet begynde.

jeg begyndte fiskeriet øverst på strækket. De tre andre gik lidt længere nedstrøms. Dårligt havde jeg fået bundet en lille guldhovedet nymfe på linen, før jeg så en fisk i overfladen. I andet kast var den der. En lille bækørred på 20-25 centimeter, der hurtigt fik friheden igen. Det tegnede jo meget godt, selvom det var stallinger, og ikke bækørreder, der var det primære mål for turen.

Stille og roligt fortsatte jeg nedstrøms, imens jeg systematisk affiskede vandet. På trods af at jeg meget hurtigt havde set den første fisk i overfladen, var overfladeaktiviteten begrænset. Derfor gik jeg i blinde efter de mest sansynlige spots. Bag de mange klinger af vandranunkeler, i små pools, under udhængende træer osv. På nær et enkelt hug, skete der ikke meget. På et tidspunkt passerede jeg de andre. Ole havde endnu ikke fået fisk, men Benny havde nappet en enkelt stalling. Rart at høre de var der!. Jeg fortsatte med at affiske strækket, og først helt til sidst, var der igen fisk. Nederst på strækket er der tæt træbevoksning helt ned til vandet, der umuliggør fiskeri. Derfor lod jeg blot linen glide med strømmen, med jævnlige stop, hvor nymfen kunne få lov til at lege. Da jeg havde hele fluelinen + 5-10 meter bagline liggende ned ad åen, var der pludselig fisk igen. Den føltes desværre større end den var. Igen var en bækørred faldet for den guldhovede nymfe. Lidt større end den første, men dog under målet.

Kort efter mødtes vi alle igen. Der var ikke sket det store for de andre heller. Så vi nøjedes med at glædes over det fantastiske solskinsvejr. Da vi nåede tilbage til hytten, grillede vi de medbragte pølser og bøffer, fik et par glas rødvin og en rom og cola, før vi krøb til køjs.

Næste morgen var vækkeuret sat til klokken halv otte. Et par timer senere, ankom vi til Starup stykket af Holme Å. Det var her, vi havde haft stor succes med fiskeriet året før. Så forventninger var helt i top.

Solen bragede igen ned fra en skyfri himmel. Det ville blive en varm dag. Ikke mindst, da vi var iklædt lange bukser og skridtstøvler. Men det skal jo gøre ondt, før det bliver godt(?).

Men men men… det blev en gentagelse af fredagens fiskeri. Vi fiskede godt tre timer, før vi besluttede at finde noget frokost. Stort set ingen overfladeaktivitet. Et par småfisk blev det til, men det kunne slet ikke måle sig med året før. Lettere skuffede - og meget gennemsvedte, besluttede vi at fortsætte fiskeriet ved grusgraven. På vej, købte vi lidt rugbrød og pålæg, som vi efterfølgende indtog ved åen.

Jeg startede fiskeriet med at fiske målrettet efter en ørred, jeg havde spottet i overfladen mens vi spiste. Den slog til fluen en enkelt gang, men mere blev det ikke til. Herefter fortsatte jeg nedstrøms. En lille kilometer længere nede, så jeg igen en af de sjældne fisk i overfladen. Nymfen blev lagt en lille meter bag stedet, og i små nyk “jigget” forbi stedet. Og igen var der fast fisk. En fuldstændig vanvittig regnbueørred sprang en meter up i luften, tonsede mod bunden, tog en flyvetur igen før jeg fik den lidt under kontrol. Desværre var det igen en mindre fisk på de 30 centimeter. Da der stadig var mange timers fiskeri forude, blev fisken genudsat.

Lidt senere stødte jeg på Benny. Han havde heller ikke fået det store, men til gengæld havde en anden lystfisker fået en stalling på 40+ centimeter. En anden vi talte med, havde fået to styk over målet. Også rigtig fine fisk. Men igen var de fisket i blinde, da der absolut intet viste sig i overfladen. Her ville det måske have været en fordel, af være lokalkendt.

Benny stod og fiskede til en ringende fisk, under nogle nedhængende grene. Jeg satte mig for at slappe lidt af. Efter nogle forsøg, lykkedes det ham at få fisken til at hugge. En regnbue på ca. 25 centimeter, der også fik friheden igen. Til gengæld fik jeg at par gode fotos.

Ved halvseks tiden, mødtes vi alle ved parkeringspladsen. Godt forsvedte, besluttede vi os for at finde noget aftensmad, og derefter køre tilbage til stykket hvor vi startede dagen. Det kunne jo være, der ville være lidt mere aktion, når det blev aften.

Efter en ganske udmærket pizza i Starup, var vi klar til fiskeriet igen. Ole og Bjørn lagde ud med at dyppe en orm i en pool, der så dyb og lovende ud. Benny og jeg gik et stykke nedstrøms. Benny startede længere nede end jeg, så ham så jeg først igen sidst på aftenen. Jeg bevægede mig stille og roligt opstrøms, og affiskede igen vandet systematisk. Jeg måtte desværre konkludere, at der ikke var mere aktivitet, end tidligere på dagen. Først da jeg igen havde passeret Ole og Bjørn - der i mellemtiden var skiftet til flue, da poolen ikke ville kaste fisk af sig - mærkede jeg fisk. Under nogle udhængende grene, et lille stykke nedstrøms, så jeg en større fisk i overfladen. Jeg lod nymfen glide derned med strømmen, og første gang den passerede sagde det BANG!. En pænt stor fisk var kroget. Efter 5 sekunder gik den fri af vandet, og jeg kunne se det var en regnbue på ca. et par kilo. Jeg lagde så meget pres på fisken jeg overhovedet turde. Der var meget grødebevoksning i denne del af åen, som fisken meget gerne ville ned i. Desværre lykkedes det alligevel for den at komme til bunden. Den gik ind i grøden og sad fast. Jeg forsøgte først at give løsline, men det hjalp ikke. Derefter lagde jeg endnu mere pres på, hvilket resulterede i at forfangsspidsen brast. Ak ja…

Jeg besluttede mig for at sætte mig for at sunde mig lidt med en halvlunken dåseøl. Kort efter råbte Bjørn, der sammen med sin far fiskede 50 meter længere nedstøms. “VI HAR EN KÆMPE GEDDE, HAR DU ET NET?”. Det havde jeg, så jeg skyndte mig derned. Og ganske rigtigt. Ole stod med en godt bøjet fluestang og ventede. Kort efter havde vi en fin gedde på 51 centimeter og et par kilo i nettet. Efterfølgende kunne en meget ophidset knægt fortælle, at han havde spottet gedden helt inde ved vandkanten, og tilkaldt Ole. Han havde først forsøgt at sænke fluen ned til den, men den ville ikke synke. Derfor havde han monteret et lille splithagl over fluen, og forsøgt igen. Det var lige det der skulle til!

Bjørn fik æren for gedden, da det jo var ham der havde spottet den. Så stort tillykke til ham!. Han fik da også fortalt historien flere gange i telefonen den aften. :-)

Mere blev det ikke til. Søndag formiddag vendte vi næserne nordpå igen. Jeg tror vi alle var lidt skuffede over, at åen ikke havde kastet mere af sig. Men jeg hørte fra ejeren af campingpladsen, at det havde været ret generelt. Andre lystfiskere kunne fortælle om nøjagtig samme inaktivitet vi selv havde konstateret. Grunden er sansynligvis, at vandtemperaturen endnu var lidt for lav.

Heldigvis er det at fange fisk, kun en del af sådan en tur. For på trods af de manglende fangster, havde vi igen en kanon tur. Jeg er allerede begyndt at glæde mig til den næste.

100_0966.JPG
Smukke Holme Å

100_0967.JPG
Min første lille bækørred på turen

100_0968.JPG
Ved åen

100_0969.JPG
Bedre kan det ikke blive. Masser af vandranunkeler og god dybde.

100_0970.JPG
Under pauserne kunne stangen passe sig selv.

100_0973.JPG
Bjørn i superflot stil

100_09751.JPG
Den fine lille regnbue

100_0976.JPG
Det var varmt. Selv køerne trængte til en tur i vandet

100_0978.JPG
Benny har spottet en ringende fisk

100_0979.JPG
Og så er der flex på klingen

100_0981.JPG
En lille regnbue har nappet fluen

100_0985.JPG
En stolt Bjørn med hans spottede gedde

100_0987.JPG


Så er det snart fredag. Dagen hvor vi drager afsted på den årlige tørfluetur til det sønderjyske.

I år bliver vi fire mand - eller måske rettere, tre en halv. Benny, Ole, Oles knægt og undertegnede. Grejet er trimmet, fluerne bundet og Kelly’en rengjort.

Turen går igen i år, til Holme Å. Denne besøgte vi med stor succes sidste år. Vi vil fiske på de samme stræk som sidst, da det minimerer “spildtiden”. Dog har vi fået et tip om et stræk nedstrøms campingpladsen, vi også vil prøve af.

Og så gør det jo ikke noget, at vejrudsigten for weekenden ser sådan ud:

 Vejret til stallingeturen

I går aftes blev Rønde og Omegns Sportsfiskerforenings årlige kastekonkurrence afholdt. Igen foregik arrangementet på plænerne bag Rønde bibliotek.

Der skulle som sædvanlig dystes i fire dicipliner. Præcisionskast med fluestang, længdekast med fluestang, præcisionskast med spinnestang og længdekast med spinnestang.

Vejret var fint. En let vind og sol. Dette var nok en del af grunden til, at 12-14 medlemmer denne gang dukkede på. Som altid blev det en hyggelig aften, hvor snakken var mindst lige så vigtig som selve konkurrencen.

Jeg var så heldig at vinde præcisionskast med fluestang og jeg blev nummer to i længdekast med samme. I spinnestangskonkurrencerne placerede jeg mig ikke. Jeg vælger at undskylde mig med, at jeg ikke havde spinnegrej med. ;-)

Længdekast med fluestang blev vundet af Per, som også nappede førstepladsen i præcisionskast med spinnestang. Længekastet med spinnestang blev - vistnok - vundet af Hugo.