I Danmark er Okuma bedst kendt for lavbudgetsgrej af svingende kvalitet. Med Okuma VS fastspolehjulet, har de dog vist, at de både kan og vil lave grej i topklasse - stadig til en meget attraktiv pris. Nu forsøger de sig så med et fluehjul. Resultatet er Okuma SLV.

Det var med spænding, jeg modtog et SLV 5/6 til test. Det første indtryk, var absolut positivt. Et ganske smukt og meget let højspolehjul, udført i aluminium og overfladebehandlet med en slagfast diskret grå lak. Håndtaget er udført i sort gummi, der sikrer et godt greb, selv med kolde og våde fingre. SLV logoet er malet på bremseknoppen med sort. Det ser lidt billigt ud. Det ville have klædt hjulet, hvis logoet var standset ind i metallet. Men det er en petitesse.
 
Teknikken er et kapitel for sig. Hjulet er udstyret med kugleleje og en envejs skive-/korkbremse. Bremsen arbejder utroligt jævnt og blødt - selv når den strammes voldsomt til. Kun på væsentligt dyrere hjul, har jeg oplevet noget lignende. Jeg var lidt skeptisk ved selve bremsejusteringsknappen. Den virker lidt lille. Men det indgraverede mønster, sikrer et rigtig godt greb. Er man lidt fingernem, er det relativt nemt at skifte fra venstre- til højrehåndsindspoling. Der medfølger en udførlig step-by-step vejledning til dette i æsken.

Hjulet skal bruges til min Guideline LPXe #6. Derfor blev det påspolet 50 meter bagline og en Guideline Tricast WF6F sinktip. Her ville jeg nok have foretrukket hjulet en klasse større. Linen skal rulles pænt på, hvis den ikke skal gå mod hjulgavlen. Det er ikke noget stort problem, da man jo ikke har hele linen på spolen under praktisk fiskeri. En mere korrekt klassificering af hjulet, ville dog have været 4/5.

Jeg har nu fisket med hjulet i tre uger. Det har været en ubetinget fornøjelse. Mit gode gamle, tre gange dyrere hjul, er blevet permanent forvist til en plads som reservehjul. På de 8-10 ture hjulet har været brugt, er det ikke blevet til hverken mange eller store fisk. Men det kan jeg vist ikke klandre hjulet for.

Med fuldt overlæg, har jeg givet SLV’et en meget hård behandling. Det har været brugt ved både åen og kysten. Det har været dyppet i saltvand, lagt i strandsand og efter endt fiskeri, blot blevet smidt i bagagerummet på min bil. På intet tidspunkt er hjulet blevet skyllet under hanen efter brug. Det eneste brugsspor dette har medført, er lidt slidspor på SLV logoet. Jeg vil tro logoet forsvinder helt med tiden. Det er ikke helt i top. Kuglelejet er godt indkapslet, så det bliver ikke udsat for sand og skidt. Der kan sætte sig lidt sand mellem ramme og spole. Men det er nemt at skylle væk, blot ved at dyppe hjulet i vand.
 
Som afslutning på min test af hjulet, har jeg givet det den ultimative saltvandsbestandighedstest. Efter min sidste kysttur, dyppede jeg hjulet i saltvand og puttede det i en medbragt frysepose. Posen blev efterfølgende fyldt med luft og bundet tæt til. Da jeg kom hjem, blev pose med hjul placeret på et lunt sted. To døgn senere, var det spændende at se hjulets tilstand. Jeg havde regnet med, at der var 50% risiko for at behandlingen blev hjulets død. Så det var glædeligt at se, det eneste rustspor var en helt lillebitte anløbning i kærven på skruen i enden på håndtaget. Det er absolut acceptabelt, og fint nok til at jeg vil klassificere hjulet som saltvandsbestandigt.
 
Min konklusion er, at Okuma vitterligt HAR gjort det igen. Okuma SLV er et utroligt godt køb. De eneste to anker er linekapaciteten og finishen ved logoet. Rent teknisk, har jeg ikke prøvet mange hjul der er bedre. Og absolut ingen, i prisklassen under 1000,- kroner. Hidtil har der siddet et væsentligt dyrere “mærkevarehjul” på min stang. Dette er nu blevet degraderet til reservehjul. SLV’et er simpelt hen bare mere behageligt på alle områder. Skal jeg give hjulet en karakter ud fra en pris/kvalitet betragtning, bliver det flotte 9 ud af 10 mulige. 
 
eftertest 
Saltvandsbestandighedstesten efterlod kun den lille anløbning ved pilen

In action
Et nydeligt og funktionelt hjul. Flot Okuma!