Jeg havde set frem til dagens tur på Glenstrup Sø. Vi var fire mand fra Rønde og Omegns Sportsfiskerforening der skulle afsted. Jens, Hugo, Mogens og mig.
Vi mødtes ved biblioteket i Rønde, og kørte sammen nordpå. Vi havde på forhånd reserveret 2 både. Første stop var ved bådudlejerens ejendom, hvor vi fik lidt information om søen, og fik motorer til de to både, redningsveste og årer udleveret. Begge motorer blev fyldt med benzin, og vi fik at vide, der var rigeligt brændstof på, til hele dagen. Mere derom senere…
Bådene lå 100 meter fra ejendommen. Motorerne blev monteret, grejet flyttet fra bilen til bådene, og så stod vi til søs. Det blæste en hel del, så ret hurtigt fandt vi ud af, at der var god idé i at søge mod pynter der gav lidt læ. Solen skinnede, så håbet var at gedderne udnyttede det, til at plaske rundt i det lave vand langs sivbræmmerne. Så det var dér, vi koncentrerede vores fiskeri.
Jens og mogens startede ud i sydsiden af søen og Hugo og jeg i nordsiden. Jeg havde én stang rigget til med hel skalle, og én med wobler. Der sket dog ikke det store på første plads, så efter lidt tid, valgte vi at skifte til nordsiden også. Der gik ikke lang tid, før Hugo havde hug. En gedde på omkring kiloet blev nettet og hurtigt genudsat. Herefter gik der noget tid, hvor der ikke rigtigt sket noget. Stille og roligt affiskede vi de åbenlyse spot, og bevægede os mod øst. Et sted bemærkede jeg en masse lappedykkere, der havde travlt med at søge føde. Min logik sagde mig, at når der var så mange lappedykkere, måtte der også være småfisk. Og når der var småfisk, måtte der også være større fisk. Så pladsen fik en chance.
Der skulle da heller ikke gå lang tid, før der var gevinst. Et kast helt ind til sivene, resulterede i et forsigtigt hug, efterfulgt af et par tunge rusk i min lille 6 fods UL stang. Kort efter kunne jeg lande en fin lille fisk på 66 centimeter og 2,2 kg.
Så var det ved at være frokosttid. Jens og Mogens havde ladet deres båd drive frit, og befandt sig nu på den modsatte side af søen. Vi sejlede derover, hvorefter vi fandt et sted vi kunne komme i land. Det var tiltrængt at få strakt benene. “arbejdsstillingen” i en jolle er ikke optimal.
Efter noget mad og lidt snak, var det atter tid til at komme i gang. Hugo og jeg sejlede igen mod nordsiden, og fiskede et par interessante pladser af. Desværre hverken så eller mærkede vi noget. Da klokken var ved at være 14, besluttede vi at sejle over mod de andre, for at høre om vi skulle til at vende hjemad. Jens havde tidligere nævnt, at han skulle afsted i god tid, da han og familien skulle ud og spise. Da vi var nået cirka ud midt på søen, satte vores motor pludselig ud. Jeg kunne konstatere, at den var løbet tør. Det undrede mig, da de jo begge var fyldt helt op. Heldigvis havde jeg mobiltelefonen med, så jeg ringede til Jens, for at høre om vi kunne komme på slæb. Lidt efter kom han og Mogens tøffende ud til os. Da de var cirka 5 meter fra os… satte deres motor ud…
Nu var gode dyr rådne. Vi var 3-4 kilometer fra udgangspunktet. Det er langt at ro. Og når det blæser kraftigt, er der uoverkommeligt langt!. Jens greb mobiltelefonen, og prøvede at få fat i udlejeren. Han tog ikke sin telefon. Derefter ringede han til alle de numre han kunne finde, i det materiale han havde om søen. Til sidt fik han fat i en anden bådudlejer - der heldigvis holdt til små 500 meter syd-vest fra hvor vi var. Han ville gerne hjælpe os med noget benzin, hvis vi bare lige roede ind til hans bådebro. 500 meter lyder ikke af meget. Men med den stride vind fra vest, føltes det meget langt. At ro direkte mod vest, var stort set umuligt. For hvert åretag vi tog, blev vi skubbet ét tilbage af vinden. Først da vi var kommet tæt på land, kunne vi få gang i båden. Et kvarters mas senere, kunne vi lægge til den lille bådebro.
Efter påfyldning af benzin og et par overbærende bemærkninger fra vores redningsmand (vi var jo også bare nogle håbløse amatører), kunne vi atter selje vestpå. Et par sidste pladser blev affisket. Men det blev ikke til mere end de to fisk tilsammen den dag.
Trods vores lille “uheld” var det en god dag. Om ikke andet, har vi da nu noget at snakke om. Det er bestemt ikke mit sidste besøg på søen. Jeg skal nok få listet nogle af de store madammer ud af den!