2.06.07 16:13
I dag tog jeg min datter, Lisa, med en tur til Djurs Fiskepark i Fannerup. Hun havde endnu ikke prøvet at fange en regnbue, så det skulle prøves (jaja… hun er kun 4. Men det er jo ikke for tidligt, at få hende smittet med den fantastiske fiskebacille
)
Vi indløste et par 2-timers kort, og kastede os straks over fiskeriet. Lisa skal have hjælp til at kaste ud, men ellers er hun selvkørende. Ret hurtigt fik jeg en fisk på 1,5 kg på fluen. Før jeg nåede at afkroge den, var der også fisk på Lisas powerbait. Fluestangen blev smidt, og jeg kom til undsætning. Da jeg lige havde fået forklaret hende hvordan hun skulle bære sig ad, trak hun selv tov med fisken et par minutter. Tydeligvis en fin fisk, også omkring de halvandet kilo. Desværre endte tovtrækkeriet med, at linen knækkede.
Jeg fik yderligere en fisk i samme størrelse, og da der var et kvarters tid tilbage, smuttede vi over til børnesøen. Lisa SKULLE jo have fisk.
Det var den rigtige beslutning. Dårligt havde powerbaiten ramt vandet, før der var fisk på. Den klarede hun til et 13 tal. Kun lige løftet op af vandet, skulle hun have hjælp til. Fin lille fisk på omkring 500 gram. En superstolt tøs, kunne lade sig fotografere med sin første regnbueørred. For at gøre dagen helt perfekt, gentog hun ovenikøbet bedriften 10 minutter efter.
En rigtig hyggelig dag.
Leave a Reply
You must be logged in to post a comment.