9.06.08 19:15
Fredag den 6. juni, var dagen hvor vi, traditionen tro, skulle besøge de små syd/vestjyske strømvande. Målet var stalling og bækørred og destinationen var endnu engang Holme Å Camping.
Som de foregående år, var vi kun fire mand afsted. Der var ellers lagt op til en kraftig forøgelse af antallet, da der var en del der havde nævnt de gerne ville med. Men én efter en faldt de fra. Så det blev igen Benny, Ole, Bjørn (Oles knægt) og undertegnede.
Vi ankom til campingpladsen ved 14 tiden. Efter en hurtig inkvartering (og en knækket stangspids, pga. min egen dumhed), var vi på vej til åen. Vi havde valgt at lægge ud på campingpladsens eget stykke af Holme Å. Et stræk vi efterhånden har et ganske fornuftigt kendskab til, så vi ikke behøvede fiske helt i blinde. På trods af den lange periode med bagende sol og ingen regn, var der pænt med vand i åen. Der var desuden masser af grøde. På sine steder var åen næsten helt dækket af vandranunkler. Men der var dog fine render og dybe huller, der var rimeligt nemme at komme til. Jeg startede ud med min gamle favoritflue. En lille hjemmeopfundet, og super simpel, nymfe, bestående af en str. 12 krog, 3,5mm guldhoved, hale af sort hårmateriale og krop af tørnet påfugleherl. Den har tidligere givet masser af fisk, og mon den ville svigte mig nu? - nix… det ville den ikke. I fjerde eller femte kast, var der fast fisk. En fin bækørred på 30 centimeter. Perfekt start

Resten af eftermiddagen gav en lille stalling og en lille regnbueørred. Jeg tabte en stor stalling, jeg vil anslå til mellem 35-40 centimeter. Jeg var kommet afsted uden net, så jeg var nødt til at løfte den ud af vandet i linen, da jeg ikke kunne nå ned til vandet på anden måde. Træls… men det skulle blive værre…
Efter et superlækkert måltid mad, tilberedt af Ole, gik snakken om aftenens fiskeri. Det blev og kun ved snakken for mit og Bennys vedkommende. Rødvinen og whiskyen, samt den næsten uudholdelige varme, indbød mere til terrassehygge. Det var nu heller ikke så skidt igen. Ole og Bjørn tog et par timer ved åen. Men de måtte ret hurtigt opgi, da de millioner af knots var ved at drive dem til vanvid.
Lørdag Lørdag skulle der prøves noget nyt. Vi valgte at prøve kræfter med Ansager Å. Så først gik turen til Grindsted for at købe fiskekort, og dernæst til åen. Der holdt et par biler på parkeringspladsen i forvejen. Det viste sig at være 4 mand fra det fynske, der jævnligt frekventerede Ansager Å. En fyr jeg snakkede med senere på dagen, fortalte at de valgte Ansager, når de var træt af ikke at fange fisk andre steder. Det lød jo meget godt.
Stængerne blev rigget til, og så var det med at komme ned til åen. Allerede inden jeg havde fået fluen dyppet, kunne jeg se en af fynboerne havde fast fisk. STOR fisk antydede krumningen af stangen og de høje plask. Det viste sig da også at være en fin bækørred på 50cm. Ret
hurtigt efter fik jeg dagens første fisk. En lille stalling, der hurtigt fik friheden igen. lidt senere, hvor jeg var gået lidt opstrøms fik jeg pulsen op. Jeg havde spottet en mindre bækørred i en strømrende. Jeg lod nymfen gå dybt i renden, for at lokke den til hug. Den vendte sig da også efter fluen et par gange, med opgav hurtigt igen. Fjerde eller femte gang nymfen havde passeret fisken, sketer der dog noget. FAST FISK!. Jeg kunne ikke se den, da den var gået lidt ind under grøden. Men pludselig mærkede jeg et dybt ryk i stangen. Der var noget galt her… det har var vist en langt større fisk, end den jeg havde fisket efter. Pludselig tog fanden ved den. Fisken gik mod overfladen og fri af vandet. For satan en fisk! Stor flot bækørred, jeg vil anslå til at være omkring de 60cm. Så absolut den største bækker jeg har haft kontakt til. Jeg fiskede med en helt tynd 3lbs forfangsspids så jeg kunne ikke lægge ret meget pres på fisken. Efter 10 minutters trækken frem og tilbage, valgte fisken at gå dybt. Alt for dybt. Den puttede sig ind i grøden og der sad den fast. Jeg kunne ikke gøre andet end at lægge lidt mere pres på, og så sagde det KNÆK!. øv!… Herefter måtte jeg lige sidde ned i fem minutter, for at få ro på de rystende hænder igen. Derefter var det bare op på hesten igen.

Efter frokosten, forsøgte jeg mig nedstrøms. Sidst på eftermiddagen fandt jeg et sted, hvor træernes grene gik ud over åen, hvilket skabte lidt skygge. Vi havde savnet overfladeaktivitet og havde derfor kun fisket med dybtgående nymfer. Men her i skyggen var der en konstant plasken. Jeg skiftede til en Klinkehammer. Det resulterede hurtigt i en masse fisk. Desværre dog ingen over mindstemålet. Kort efter ringede Ole for at fortælle, at de var ved at opgive for i dag. Så jeg gik tilbage mod bilen. Status på dagen var 1 stalling, 1 regnbueørred og 9 bækørreder. Dog udelukkende undermålere. Ole havde fået en rigtig fin bækørred på 36 centimenter. Sammen med min 30 centimeters ørred fra dagen før, røg den i rygeovnen om aftenen. En herlig natmad.
Søndag
Søndag skulle vi hjem igen. Men nogle timers fiskeri ville vi dog alligevel have. Så da bilerne var pakket, hytten rengjort og nøglen afleveret, gik turen en sidste gang til åen. Igen var målet campingpladsens stykke. Efter ganske få kast fik jeg en pæn bækørred på 32-33 centimeter. Den fik dog sin frihed igen. jeg havde et par gange kontakt med flokke af stallinger. Desværre ville ingen hugge ordenligt. Det blev til yderlige 2-3 fisk, men intet med størrelse på. Ved 13 tiden gik turen atter mod Djursland.
Som sædvanligt var den en rigtig dejlig tur. Masser af fisk og masser af hygge. Det er svært at forstå, der ikke er større tilslutning til turen. Men folk har vel for travlt. Det eneste mindre postive var vejret. Det var simpelt hen for varmt. Solen bagede konstant fra en skyfri himmel. Temperaturen lå mellem 25 og 30 grader. I sådan et vejr trykker fiskene sig helst til bunden, hvor de kan være noget svære at komme ned til. Jeg havde ikke belastede forfang med. Det vil jeg huske næste år. For da er jeg helt sikkert klar igen.

Et par fine små bækørreder klar til rygning

20 minutter senere.